Skovmaskiner til udlejning
Del-Pin har blandt andet investeret i fem Rabaud Xylochip 100 DA flishuggere, samt en Rabaud Vibroscopic pælehammer, som er fordelt over Del-Pins ni afdelinger. Alt er leveret af virksomheden Skovmek i Fredericia, som har samarbejdet med Del-Pin siden foråret 2016.
Afdelingsleder Anders V. Sørensen fra Del-Pins afdeling i Vejle fortæller, at kriteriet for, om en maskine bliver lukket ind i folden hos udlejningsfirmaet, er, at den er solidt konstrueret og enkel at betjene. Og så skal leverandøren have styr på sit bagland, så service og levering af reservedele fungerer.
”Det er vist ingen hemmelighed, at udlejningsmateriel bliver behandlet meget forskelligt. Det skal derfor kunne holde til lidt af hvert og være klar til næste lejer, uden at vi skal igennem det helt store vedligeholdelsestjek”, siger Anders V. Sørensen.
”Vi skal tage højde for, at der er mange forskellige brugere af vores materiel. Derfor nytter det ikke, at man skal have stor teknisk indsigt for at kunne betjene maskinerne. Det skal være enkelt for os at forklare, hvordan de betjenes, og kunderne skal uanset deres kompetencer være trygge ved at bruge dem”, siger han.
Alsidig og enkel
De fem Rabaud flishuggere er selvkørende og beregnet til at komme frem, hvor der ikke er så meget plads, eller hvor man gerne vil skåne terrænet. Det vil for eksempel sige parker, private haver eller kirkegårde, hvor det kan være svært at rykke ud med de større trailermonterede modeller.
”Det er en meget alsidig model, som kan tage grene på op til 10 cm. Den kan indstilles til hugge med kniv eller slagler. Det er grenmaterialet, der bestemmer, hvad der er bedst. Er der mange kviste fra eksempelvis nåletræer, eller der kan forekomme småsten i materialet, er det bedst at bruge slaglerne, der slår materialet mere i stykker og kan tåle en småsten. Grene i pæne dimensioner flishugges bedst med knivene, der giver en god flis”, siger Anders V. Sørensen, Del-Pin.
For brugerne er flishuggeren enkel at betjene. Den drives af en 18 hestes benzinmotor, og der er blot et enkelt betjeningshåndtag til aktivering af rotoren og et håndtag til at betjene fremdriften. Den indbyggede omdrejningsvagt sørger for, at motoren ikke dør, hvis rotoren belastes, og omdrejningerne falder. Rotoren er den samme, som sidder i større Rabaud modeller, og det forenkler service og vedligehold, men betyder også, at huggeren er kraftigt dimensioneret – en fordel, når der er mange brugere og mange varierende opgaver.
”Som bruger kan man godt selv skifte fra knive til slagler – det er blot en pal, der skal fjernes. Men som udgangspunkt leverer vi maskinen, så den er indstillet til den opgave, der skal løses. Det giver størst mulig tryghed for brugeren og lille efterservice, som også er en fordel for brugeren. Maskinen er enkelt konstrueret – det er nemt at komme til at servicere knive og slagler, og der er kun to smøresteder, der kan nås, uden at man skal fjerne afdækning eller skærm”, siger Anders V. Sørensen.